Foreningen Skånsk Fremtid 

 

Årsagen til Danmarks krigserklæring mod Sverige 1657

Af Søren Madsen

 

Roskildefredens tragiske dimensioner bliver ikke mindre af at freden blev sluttet på baggrund af en dansk krigserklæring i 1657. Umiddelbart synes krigserklæringen at være letsindig når man ser på udfaldet af krigen. Så hvorfor gav Danmark sig i kast med en sådan krig? Forklaringen er lang, men i virkeligheden ikke særlig kompliceret.

30-års krigen, Torstensson krigen og Horns krig

Danmark og Sverige havde befundet sig i et modsætningsforhold lige siden Kalmarunionens sammenbrud. Krige havde fundet sted 1563-70 (Den Nordiske Syvårskrig) og 1611-13 (Kalmarkrigen). Danmark var indtil da den toneangivende magt, men det ændrede sig på grund af en helt anden krig , nemlig 30 års krigen (1618-48). Den blev sat i gang af uro i det protestantiske Bøhmen (Tjekkiet), hvorefter en strid mellem katolikker og protestanter i det tyske rige blussede op. På initiativ af England samledes en koalition af de nordeuropæiske protestantiske lande England, Holland, Danmark og Sverige samt en række nordtyske protestantiske fyrste- og hertugdømmer for at kæmpe protestantismens sag mod den katolske tyske kejser. Koalitionen blev passivt støttet af det ellers katolske Frankrig, som så en egeninteresse i at svække det tyske rige og dermed styrke sin egen magtposition. Så hvad der oprindeligt havde karakter af en indre tyske religionsstrid udviklede sig efterhånden til at handle mindre og mindre om religion og mere og mere om europæiske stormagtsinteresser. Det bør tillægges at det tyske rige, trods at det havde en kejser, var en temmelig heterogen størrelse med fyrster, hertuger og konger, samt frie tysker rigsstæder som kunne finde på at optræde temmeligt selvstændigt og agere som var det selvstændige lande.

Christian IV tog initiativet i koalitionen, som Danmark endte med at stå temmelig alene i militært set. Det endte da også galt. Kongen led frygtelige nederlag ved Lutter am Barenberg 1626 til den katolske liga som herefter tvang Danmark ud af den protestantiske koalition. Istedet overtog Sverige med Gustav II Adolf førerrollen og vandt store og afgørende sejre mod katolikkerne. Svenskerne lykkedes med at opbygge og fastholde en dygtig og frygtet hær, fortrinsvis bestående af lejesoldater. Succesen havde ført til at en række protestantiske områder i Nordtyskland var blevet afhængige af Sverige, hvilket kun gjorde Sverige endnu stærkere.

Hos den svenske kansler Axel Oxenstierna, som reelt styrede Sverige efter Gustav Adolfs død i 1632, opstod den ide, at Sverige skulle søge et militært opgør med Danmark idet man følte at Danmark – trods protestantisk – konspirerede med den tyske kejser mod Sverige. Sveriges målsætning var at sikre sig mod et fremtidigt dansk angreb over grænsen til Sverige, at undgå den danske Øresundstold og kontrollere Østersøen som et mare nostrum. Svensk kontrol over Skåne, Halland og Blegind ville løse problemerne. Den ide var også opstået hos Oxenstierna, som underbyggede Sveriges territoriale ambitioner på Danmarks bekostning med at Skåne, Halland og Blegind engang havde været svenske, idet det erindredes at Skånelandene 1332-60 havde haft en svensk konge som regent.

Den 12. december 1643 gik den svenske general Torstensson med en svensk hær ind i Holsten og fortsatte igennem Jylland. I februar overskred en anden svensk hær under feltmarskal Gustav Horn den dansk-svenske grænse og gik ind i Skåne. På et tidspunkt i 1644 var hele Jylland, Halland, Blegind, Bornholm og Skåne bortset fra fæstningsbyerne Malmø og Christianstad på svenske hænder. Efter den danske flådes nederlag til en svensk flåde i Femer bælt, blev øerne for alvor truet af svensk landgang. Selvom stillingen i landkrigen egentlig ikke var så ringe i begyndelsen af 1645, så havde hollandsk indblanding sat Danmark i en prekær situation. Christian IV følte sig tvunget til at indgå fred med Sverige.

Freden blev indgået 13. august 1645 ved Brømsebro på grænsen mellem Blegind og Småland, heraf navnet Brømsebrofreden. Det var en hård fred for Danmark. For første gang siden Valdemar Atterdags tid måtte Danmark afstå land. Gotland, den estiske ø Øsel og de norske landskaber Jemtland og Herjedalen måtte afstås til Sverige. Desuden blev svenske fartøjer fritaget fra Øresundstold. Men værst af alt var dog pantsættelsen af Halland for 30 år, for Halland havde været en del af Danmark lige så længe vort land havde eksisteret. En dansk befolkning var havnet undet svensk styre.

Der er to ting der er vigtige at bide mærke i ved Brømsebrofreden. En god og en dårlig. Den gode var at hallænderne blev garanteret at de kunne blive ved deres danske lov – en foreløber for Roskildefredens paragraf 9. Den dårlige var at Sverige skulle have andre indrømmelser for at tilbagelevere Halland når de 30 år var gået.

Og Sverige havde desværre ikke opgivet at gafle Skåne og Blegind samt Halland for bestandigt. 30-årskrigen sluttede med den Westfalske fred, som gav Sverige Pommern og bispedømmet Bremen-Verden, samt byen Wismar. Disse tyske områder bragte Sverige betydelige strategiske fordele i forhold til Danmark, hvilket ikke mindst Axel Oxenstierna var sig bevidst. Navnlig sidstnævnte bragte Sverige en position i Danmarks baghave, da kun Elben skilte Bremen-Verden fra Holsten. Selvom de nye svenske besiddelser lå i det tyske rige, ligesom Holsten, var de reelt uden for den tyske kejsers kontrol.

Christian IV havde ellers haft held med at få indsat sin søn Frederik som hertug i Bremen-Verden, eller rettere sagt ærkebisp i Bremen og bisp i Verden, i 1630’erne. Dels gav det en strategisk fordel for Riget at Christian IV kunne få en af sine mange børn indsat et sådant sted – ikke bare militært, men også økonomisk, da handelen på Elben kunne kontrolleres - dels havde sønnike jo så også noget at leve af, og det lå kongen meget på sinde. Specielt det første ville jo samtidig holde andre magter væk, i særdeleshed Sverige. Men Brømsebrofreden tvang Frederik væk og svenskernes kontrol over bispedømmet knæsattessom nævnt med den Westfalske fred. Frederik blev tre år senere i 1648 dansk konge idet den tidligere kronprins var død, men han havde ikke glemt sin tyske besiddelse.

Litteratur:
Albrechtsen, E. m.fl., Dansk Udenrigspolitisk Historie - bind 1, Danmarks Nationalleksikon, 2001

Kort over Danmark og Sverige ved krigsudbruddet 1657. Brune områder er Danmark med Norge og Holsten. Grønne områder Sverige med Finland og baltiske besiddelser, samt svenske områder i Nordtyskland. For sidstnævnte er det længst til vest Bremen-Verden og mod øst, syd for Bornholm, ligger svensk Pommern. Imellem findes den svensk-kontrollerede by Wismar. Gule områder er dansk-norske landafståelser til Sverige efter Brømsebrotraktaten1645. Det røde område er Halland, som ved samme traktat pantsattes til Sverige for 30 år. De lyserøde områder tilhører den svensk-venlige hertug af Gottorp. Det er tydeligt nok at Danmark stod i en vanskelig strategisk stilling hvis Sverige ville angribe Danmark, mens at en krig mod Sverige, hvor hovedparten af dets hær er optaget af krig i og mod Polen, bragte Danmark i en gunstig situation for at komme omklamringen til livs.
Kortet er modificering af Wikipedias kort over Brømsebrofreden.

Begrundelser for krigserklæringen 1657

Efter en netop afsluttet konflikt med den frie tyske rigsstad Bremen i 1654 stod Sverige med en stor hær i Nordtyskland, som man enten måtte bruge til krig eller aftakke. Man valgte det første. Paradoksalt nok kunne man bedst holde en stor hær ved at føre krig, og det på modstanderens territorium, idet man så var sikret kontribution og kunne oppebære sold ved sejre eller tvang af den underkuede befolkning. Spørgsmålet var blot om man skulle bruge hæren mod Danmark eller Polen. Det endte med at blive Polen, bl.a. p.g.a. Danmarks alliance med Holland, som Sverige ikke ville lægge sig ud med. En anden årsag var Østersøherredømmet. Da Sverige begyndte at tage told foran Danzig bragte det danskerne i harnisk, fordi det var et brud på indgåede traktater. Hollandsk indblanding fik dog svenskerne til at stoppe sin frækhed, men viste samtidig Sverige at Danmark åbenlyst agerede mod svenske interesser, mindre end ti år efter at Sverige havde troet sig at have stækket Danmark ved Brømsebro. I Danmark var der dog en vis skuffelse over at man ikke havde kunnet få andre indrømmelser ud af Sverige.

Man var i den danske regering godt klar over at Sverige havde haft planer mod Danmark, og anså det kun for et spørgsmål om tid før Sveriges krig mod Polen var afsluttet og Danmark mål for svensk aggression. Man havde ikke glemt Torstenssons overrumplende angreb på Danmark i 1643, og ville ikke udsættes for et sådant hændelse igen.

Efter Christian IV’s udenrigske eskapader, tvang rigsrådet - bestående af Danmarks fremmeste adelsmænd – kongen til en håndfæstning ved kroningen 1648, som mindskede kongens indflydelse på udenrigs- og forsvarspolitikken. Bemærk at enevælden ikke fandtes i 1657. Forholdet til Sverige havde været drøftet længe i ledende kredse, og rustninger besluttet i februar 1657. Den 22. april fastslog rigsrådet, at Sverige ikke ville erstatte sine brud på Brømsebrotraktaten og svensk modvilje mod at give Danmark sikkerhed for fremtiden, hvorfor der ikke var anden mulighed end krig. Tilbagegivelse af Halland uden danske modydelser var den svenske resident i København Magnus Durell overbevist om var den dansk regerings primære målsætning. En anden målsætning var at få svenskerne ud af Bremen-Verden og få stiftet under Frederik III’s kontrol igen. Man havde nok håbet på, at kunne presse svenskerne til indrømmelser uden krig, men svenskerne gav sig ikke. Selvom rigsrådet ikke var enigt, så besluttede det alligevel sammen med kongen, med stændernes billigelse i øvrigt, at erklære krig. Det skete 1. juni 1657.

Eftersom at Danmark erklærede krigen, aktiveredes ikke Danmarks alliance med Holland, som ellers var en hjørnesten i Danmarks forsvarsbestræbelser mod Sverige, da alliancen kun aktiveredes hvis Danmark blev angrebet. Derfor kom Danmark til at stå alene. Det var heller ikke videre heldigt, at Danmark var angriberen, da datidens folkeret krævede en solid begrundelse for at føre en retfærdig krig. Og de argumenter Danmark kom med bed ikke rigtigt nogle steder. Men da den svenske hær var fanget i en krig i Polen, kunne det jo være lige meget. Situationen kunne næppe være mere gunstig for en præventiv krig mod Sverige. Danmark kastede sig heller ikke ud i krigen uforberedt, selvom forberedelserne næppe heller kan kaldes optimale.

Den danske hær foretog dels en fremstød i Bremen-Verden og dels et i Halland. Det var den danske sydhærs opgave at forhindre de svenske styrker i Bremen-Verden og Pommern i at forene sig, men p.g.a. forsyningsmangel anså den danske hærfører, rigsmarsk Anders Bille, det for nødvendigt at gå ind i Bremen-Verden, for at hæren der kunne leve af landet, som dengang kaldte det. Det var netop problemet med at opretholde en stor lejet hær, som både den danske og den svenske var, der var en væsentlig årsag til at krigen blev sat igang i sommeren 1657. Et togt mod Pommern anså han for logistisk uigennemførligt, hvilket indikerer at Danmark ikke var ordentligt forberedt.

Imidlertid kom den danske krigserklæring som en gave til den svenske konge Carl X Gustav. Han var ganske vist fanget i en ørkesløs krig i Polen, som han nu kunne trække sig ud af med æren i behold, fordi hæren behøvedes mod Danmark.

Carl X Gustav handlede hurtigt og tog fuldstændig initiativet fra Danmark ved sin hurtige fremrykning fra Polen mod Holsten. I den danske krigsledelse havde man ellers forestillet sig at svenskekongen med sin hær ville have forsøgt sig at tage til Sverige over Østersøen, hvorfor den danske flåde patruljerede i Østersøen. Men han benyttede istedet Torstensson-strategien mod Jylland. Der gik rimelig panik i den danske sydhær. Selvom den var af nogenlunde samme størrelse som den svenske Polenshær, var den slet ikke havde samme kvalitet. Man kan nu heller ikke sige at den danske hærledelse under Anders Bille udviste nogen stor kompetence. De danske styrker var spredt ud over Bremen-Verden og Holsten, da svenskerne ankom, og kunne nedkæmpes eller indesluttes i fæstninger på relativ kort tid af svenskerne. Rytteriet trak sig skræmt op i Jylland til Frederiksodde fæstning.

Svenskerne indesluttede Frederiksodde, som den 24. oktober blev stormet og indtaget. 1500 soldater på dansk side omkom i forsvaret, herunder rigsmarsken Anders Bille. Det var et kæmpemæssigt slag mod den danske moral.

Men nu kunne svenskerne jo sådan set have stået i Jylland til evig tid uden at opnå en afgørelse. Selvom det hallandske felttog var fuset noget ud, havde Danmark dog stadig teten på den østensundske krigsskueplads. Men det et helt utroligt held tilsmilede svenskerne, og de forstod at udnytte det fuldkomment. Bælterne frøs til. Carl X Gustav satte hæren i gang og som en uimodståelig bølge skyllede den over Fyn, Langeland, Lolland, Falster og Sjælland på under 14 dage. 30. januar 1658 gik svenskerne over Lille Bælt, og fejede den danske modstand på Fyn væk. Den 6. februar gik svenskerne over isen til Lolland for den 11. februar endelig at have nået Sjælland ved Vordingborg. Her indledtes samme dag dansk-svenske fredsforhandlinger.

En af landets stærkeste fæstninger, Nakskov, overgav sig helt uden kamp af frygt for at Frederiksoddes skæbne skulle overgå byen. Borgerne var helt grebet af panik. Og det var symptomatisk for den danske stemning i de dage, hvor kampviljen forduftede som dug for solen i takt med svenskernes uimodståelige fremrykning og erstattedes af ynkelig defaitisme. Alt hvad der kunne være gået galt gik galt: Svenskerne havde uventet kunne frigøre sig fra krigen i Polen, Frederiksodde var faldet, bælterne frosset til og flåden frosset inde i havn. Dertil skal man tage i betragtning at danskerne havde vist sig svenskerne underlegen i krigsledelse, hvilket havde medført store tab. Tillige stod Danmark uden alliancepartnere. Og nu stod een af Europas mest krigsvante hære stod umiddelbart for at indtage landets hovedstad. Skæbnen var ikke med Danmark i de måneder.

Freden blev til i hast. Svenskerne ville helst ikke fanges på Sjælland når isen brød op, og det var også kun et spørgsmål om tid før andre magter greb ind på Danmarks side, da ret mange aktører ikke kunne være tjent med et for stærkt Sverige. Men Carl X Gustav var også fast besluttet på at få tvungent Danmark i knæ med en hård fred. Den danske regering var demoraliseret og indstillet på at få sluttet en fred, så Danmark i det mindste kunne bestå, og svenskerne kunne komme væk fra Sjælland og hovedstaden. Det var rigsrådets indstilling til kongen at man skulle acceptere svenskernes betingelser for i det mindste at kunne bevare riget trods store landafståelser. De danske forhandlere fik nogle få indrømmelser, såsom ikke at skulle afstå Møn, Samsø, Læsø og Anholt, som svenskerne ellers også forlangte i tilgift til Skåne, Halland, Blegind og Bornholm. I Carl X Gustavs megalomane sind var på dette tidspunkt opstået den tanke helt at opløse det danske rige og splitte det mellem sig selv, England og det svensk-venlige tyske hertug af Gottorp i Sønderjylland, men tanken blev aldrig virkeliggjort som krav under fredsforhandlingerne.

  

Billedet viser den lollandske strand, hvor svenskerne gik i land 6. februar 1658. Dengang var der is på bæltet. Ude i horisonten ligger Langeland. Billedet er taget 15. februar 2008, som i 1658 ville svare til 5. februar på grund af et skift i kalender fra den julianske til gregorianske i år 1700.

Den 26. februar 1658 blev freden i Roskilde underskrevet. Selvom man fra dansk side var begyndt at overføre styrker fra Skåne til København, som sammen med københavnere talmæssigt kunne hamle op med svenskerne på Sjælland, så troede ingen i ledelsen på at modstand var frugtbar. Udover store tab og plyndinger ved en erobring af København, så ville også den indefrossede flåde falde i fjendens hænder.

Men havde man alligevel valgt at gøre modstand kunne det muligvis have nyttet. En alliance af Polen, Brandenborg og den tyske kejser var klar til at alliere sig med Danmark. Og Skåne og Blegind var endnu ikke faldet. Året efter da Karl X Gustav have påbegyndt en ny krig mod Danmark mislykkedes han med en storm på København, så måske en afvisning i februar 1658 også ville have været muligt. Mens at svenskerne blev militært nedkæmpet vest for bæltet sammen med vore allierede. Derimod er det ikke sikkert at isens opbrud omkring Sjælland, som ellers bekymrede svenskekongen i februar 1658, ville have gjort nogen forskel. Ganske vist ville svenskerne have været fanget på Sjælland, men det var de jo også under efterfølger krigen fra midten 1658 til begyndelsen af 1660, uden at det fik dem til at give deres forehavende op. Og da havde de ovenikøbet fået hollænderne med deres frygtede flåde på nakken også.

Men al dette er spekulativt, for den vigtigste forudsætning fandtes ikke hin februardage 1658. Danmark manglede mænd af den rette støbning i landets ledelse i skæbnestunden.

Litteratur:
Albrechtsen, E. m.fl., Dansk Udenrigspolitisk Historie - bind 2, Danmarks Nationalleksikon, 2001
Askgaard, F. og Olssen, G., En kamp for livet – del I, J.H. Schultz Forlag, 1958
Fabricius, K., Skaanes overgang fra Danmark til Sverige - bind 1, Nordisk Forlag, 1906


Sidst opdateret 18-02-08 14:25.
Foreningen Skånsk Fremtid.